At uddanne sig til godschauffør kræver mange praktiske færdigheder. Derfor skal chaufførlærlinge ofte på køreteknisk anlæg for at få styr på teknikken og de forskellige manøvrer. Det ved Jesper, som er lærling hos Alex Andersen Ølund og går på Syddansk erhvervsskole.

Til hverdag bruger Jesper Rasmussen sin tid i praktikvirksomheden Alex Andersen Ølund i Odense. Men nogle gange skal han forbi Syddansk erhvervsskole for at få undervisning, for han er i gang med hovedforløbet på godschaufføruddannelsen.

Det er altid forskelligt, hvad han skal lære og lave, når han er på skolen. Ofte passer faget på skoleskemaet sammen med en konkret praktisk færdighed, som han skal bruge i praktikvirksomheden.Fra-køreteknisk-anlæg-til-glatte-veje-i-norge-Jesper-Alex-Andersen-transportlærling-ambassadør

– Skolen har planlagt, at jeg i den her skoleperiode både skal have faget EU-kvalifikation og kørekort til hænger (red. slang for ”lastbil med påhængskøretøj”). Når jeg har bestået køreprøverne og den afsluttende prøve i EU-kvalifikation, er jeg klar til at køre eksport for min praktikvirksomhed, forklarer Jesper.

– Der er stor forskel på, hvordan man skal køre og manøvrere et vogntog, når man kører med lastbil med hænger og når man kører med trækker-trailer. Jeg kan godt lide at lære noget nyt og køre forskellige vogntog. Alt efter hvilken type vogntog man kører, skal man reagere forskelligt, bl.a. hvis man kommer ud for en vanskelig situation eller i glatføre.

Følg Jesper og hans uddannelse på Facebook

Forskellige køre-skills til forskellige vogntog

Om to år er Jesper udlært godschauffør. Hans uddannelse er nøje planlagt, så han skifter mellem praktikvirksomheden og skolen. På skolen får han teoriundervisning og praktiske øvelser, så han kan få alle de kørekort og certifikater, det kræver for at være chauffør. Derfor skal han forbi køreteknisk anlæg flere gange i løbet af uddannelsen, hvor han sammen med de andre lærlinge afprøver køreteknikken i praksis, inden han skal til køreprøve.

– På køreteknisk anlæg prøver vi en masse forskellige manøvrer. For eksempel skal vi prøve kontrolleret udskridning på glatbanen, hvor man skal trække i håndbremsen og lære at reagere hurtigt i glatføre, uden der sker ulykker. Det er vigtigt at have styr på, hvis man skal køre til det nordlige Norge, hvor vejene er meget glatte på grund af frostgrader.

– Manøvrerne udfører vi ved 25-28 km/timen, for ellers går det galt. Det gælder jo også ude i virkeligheden, hvor man skal køre forsvarligt og efter forholdene.

– Vi var to hold på glatbanen sammen. Det var en skidesjov oplevelse. Vi har et godt sammenhold, så vi griner meget og joker med hinanden.

For at få kørekortet til lastbil med påhængskøretøj i hus, bliver Jesper vurderet på sine køretekniske færdigheder. Derudover skal han også beståen teoriprøve samt en praktisk køreprøve.

– Hvis jeg selv skal sige det, så har jeg rimeligt godt styr på, hvordan man skal køre vogntog med hænger, griner Jesper.

Om uddannelsen som godschauffør

Når du uddanner dig til godschauffør, skal du bestå en række fag for at få de gældende kørekort og certifikater, bl.a.:

  • Kørekort til lastbil (kategori C)
  • Kørekort til vogntog (kategori C/E)
  • Certifikat til gaffeltruck
  • Certifikat til lastbilmonteret kran
  • Certifikat til transport af farligt gods (ADR)
  • Chaufføruddannelsesbevis (CUB)

Læs mere om uddannelsen til godschauffør her
Se hvor du kan uddanne dig til godschauffør