Imens transportbranchen generelt melder om mangel på chauffører, oplever Sverige en ny tendens, som kan ændre på dette. Flere kvinder er nemlig begyndt at vælge en transportuddannelse.

TYA, Transportfagenes Erhvervs- og Arbejdsmiljøråd i Sverige, udarbejder hvert år en undersøgelse om rekrutteringsbehovet i transportbranchen. Undersøgelsen underbygger det generelle billede af at branchen kommer til at efterspørge et øget antal chauffører. Helt konkret vurderer TYA, at der bliver behov for 50.000 nye chauffører i Sverige de næste 10 år.
Derfor er der stort fokus på, hvordan man kan øge rekrutteringen til branchen, herunder hvordan man kan få flere kvinder ind i faget. Og noget ser ud til, at Sverige har knækket koden til at få kvinder til at vælge en transportuddannelse.

Læs mere om godschaufføruddannelsen

25 % kvinder på transportlinjen
I dag er 7 % af Sveriges lastbilchauffører kvinder. En tendens fra skoleverden tyder dog på, at dette tal vil øges markant i nær fremtid. Der meldes nemlig nu om, at kvinderne udgør 25 % af eleverne på chaufføruddannelsen på det, der kan sammenlignes med en dansk erhvervsuddannelse til vejgodschauffør.
I Sverige er det en ændring, der begejstrer i branchen. Ann Liljeholm, der er driftsleder hos Lindströms Transport og som arbejder målrettet med ligestilling i virksomheden, mener, at denne udvikling kan medføre bedre arbejdsmiljø for alle.

– Med flere kvinder i lastbilen, kan vi stille større krav til leverandørerne og sikre, at der er hjælpemidler til lastning og losning. Det betyder et bedre arbejdsmiljø for alle.
Ann Liljeholm lægger vægt på, at arbejdsmiljøet kan have en afgørende betydning for valget af branche for den enkelte. Dertil er er det vigtigt at samspillet mellem arbejde og ens privatliv kan gå op i en højere enhed.

– Vi skal behandle vores medarbejdere på en måde, så alle har lyst til at blive i branchen. Derudover tror jeg på individuelle arbejdstider for at hjælpe medarbejderne med at løse livets puslespil. Jeg er overbevist om, at det er en grund til, at så få siger op hos os.

En branche med plads til kvinder
Arbejdet som lastbilchauffør er ikke det samme som tidligere, ifølge Ralf Ekdahl, der driver Ekdahl Miljö AB. Han mener, at udviklingen i branchen er med til at åbne op for kvindernes mulighed for at vælge transporterhvervet.
– Da jeg begyndte at køre, var jobbet meget vanskeligere. Du skulle være i stand til at skifte dæk på lastbilen og læsse og losse varerne med håndkraft. I dag er det helt anderledes. Bilerne er lettere at køre, der findes palleløftere, og hvis dækket skal skiftes, kan du ringe efter hjælp. Jeg har otte fastansatte kvinder, der kører for mig, og de er superdygtige til deres job, fortæller Ralf Ekdahl.

Læs hele artiklen om Sveriges udvikling inden for transportbranchen