Redder med speciale i ambulancer

Redder med speciale i ambulancer

Brænder du for at hjælpe andre, og kunne du tænke dig at være en del af det team, der rykker ud for at hjælpe mennesker, der er blevet akut syge eller er kommet til skade? Så er redderuddannelsen med speciale som ambulanceassistent måske en uddannelse for dig.

En redder rykker ud, når mennesker eller dyr kommer til skade. På skolen træner du mange forskellige typer af nødhjælp. Du lærer bl.a. at udføre brandslukning og køre redningskøretøj under udrykning. Du bliver god til at tænke hurtigt og holde hovedet koldt, når der sker ulykker.

Som faglært redder med speciale som ambulanceassistent kan du arbejde i et redningskorps, en redningsvirksomhed eller i et kommunalt brandvæsen. Mens du går på redderskolen, og er ude i praktik, er du tredje mand i ambulancen. Det vil sige, at du er med to andre på vagt.

Skole og praktik
Uddannelsen veksler mellem skole og praktik. Du skal derfor have en læreplads i en virksomhed for at gennemføre hele uddannelsen.

Fag på skolen
På skolen bliver du undervist i fag som førstehjælp, introduktion til branchen, færdselslære, skadestedslære, udrykningskørsel, ambulanceteknik og befordring af bevægelseshæmmede. Samtidig får du en lang række certifikater og kørekort.

Hvor lang tid tager det?
Uddannelsen varer 3 år og 5 måneder (inkl. 1 år på grundforløbet).

Ring til skolen
Kontakt en skole for at få mere information om uddannelsen.