Jeg har den bedste arbejdsplads. Uden tvivl. Jeg elsker særligt selvstændigheden og friheden på arbejdet. Jeg har fx haft ansvaret for at sende en maskine til 1,4 mio. afsted til udlandet. Det er stort.

Phillip Hansen, 22 år

Lageroperatør

Virksomhed: Per Aarsleff
Skole: Learnmark TECH

Hvorfor valgte du en transportuddannelse?
Jeg ville gerne i gang med en uddannelse, men vidste ikke hvilken. Jeg kommer fra et hjem, hvor uddannelse ikke har været en stor ting. Jeg startede derfor med at gå på produktionsskole, hvor jeg fik snuset til en masse fag. Herefter tog jeg et sabbatår, men vidste stadig ikke, hvad jeg ville. Jeg havde heldigvis en kontaktperson, som spurgte mig, om jeg havde overvejet en lager- og logistikuddannelse. Det havde jeg ikke, men efter at have læst om den, blev jeg vildt interesseret. Uddannelsen passede lige til mig og mine ønsker for fremtiden, og ja, så er resten historie…

Hvad er det bedste ved at være transportlærling?
Jeg har den bedste arbejdsplads hos Per Aarsleff. Lærepladsen ved dem fik jeg ved at sende en uopfordret ansøgning. Jeg har altid drømt om at få kørekort, og da jeg startede hos dem, gav de mig det. Vi er ca. 7000 medarbejdere i virksomheden, men kun fire på lageret i Danmark. Og alt går igennem lageret, eksempelvis alt der skal til Afrika. Jeg har tidligere haft ansvaret for at sende en maskine til 1,4 mio. afsted. Det er et kæmpe ansvar, men jeg elsker selvstændigheden i mit job.

Beskriv en typisk arbejdsdag
Jeg møder ind klokken 7.00. Her har vi fået natleveringer. Først danner jeg mig et overblik, og så herefter har jeg ansvaret for at dele indkomne leveringer ud. Jeg skal også arbejde på computeren, da jeg ca. modtager 50 mails om dagen, jeg skal svare på.

Hvor ser du dig selv om fem år?
Her arbejder jeg stadig ved Per Aarsleff. Stadig i samme funktion. Jeg elsker alt ved mit job. Og hvis jeg ønsker det, så er der gode jobmuligheder i virksomheden. Per Aarsleff er det bedste sted at arbejde, og jeg ville ikke være noget andet sted.