splash_2-6-2

Lageroperatør – dig med overblikket

Er du serviceminded og kan lide at udtænke kløgtige systemer, og har du samtidig sans for at holde orden? Så er en hverdag som lageroperatør måske noget for dig.

Når man er med til at holde et lager kørende, ser man frugten af sit arbejde hver eneste dag. Der kommer gods ind dagligt, og det skal anbringes, før det skal videre i processen. Du får et stort ansvar, for det er dig der står for kontrollen. Er der det antal, der skal være? Er der materiel, der er blevet beskadiget undervejs? Med andre ord, stemmer kassen?

Lagerarbejde er meget dynamisk, og teamwork er en essentiel del af det at være ansat som lageroperatør. Et lager er et nemt sted at møde mennesker og være social med sine kolleger.

Fornemmelsen af at være en del af et stærkt team, får du i høj grad, når du arbejder på et lager. De fleste steder løser man nemlig dagens opgaver i teams, og rotations-princippet gør at du bliver god til og tryg ved mange forskellige opgaver. F.eks. er du måske den ene dag på plukkeholdet, hvor du kører gaffeltruck og får ”plukket” eller samlet en ordre. Den næste dag er du så på pakkeholdet, hvor jeres team måske skal emballere en ordre, kvalitetssikre den, og gøre den klar til at forlade lagret.

Jennifer er 23 år og i lære som lager– og logistikoperatør hos Svendborg Brakes:

profil_jennifer

Jennifer Bisgaard er 23 år og kommer fra Svendborg. Hun er i lære som lager- og logistikoperatør hos Svendborg Brakes

”Jeg møder ind klokken 7.00, skifter batteriet i min håndterminal, tænder min computer og trækker mig en kop kakao i vores kaffeautomat. Så henter jeg en ordre i min bakke og scanner den, så jeg kan lokalisere, hvor mine varer står henne. Så tager jeg en gaffeltruck, finder mine varer, plukker dem og kører det op i vores stålhal, hvor vi pakker til forsendelse, efter at vores superkontrol og kvalitetskontrol har været ind over og godkende det”.

Hvad Jennifer laver kan variere meget. Da Svendborg Brakes har mange varer i deres system, og sender reservedele løse, kan det også variere om det er en lille papkasse på 100 gram, eller og det er 30 paller af 1 ton.  Det er også meget forskelligt, hvornår hun møder og går hjem, men hver anden uge har hun fri kl. 12:00 om fredagen.

”Hver fjerde uge har jeg truckkørsel, hvor jeg kører i vores gastruck, som kan tage flere paller på én gang, da den må løfte væsentlig mere end vores el-trucks. Opgaver i den uge kan være at køre i firmabilen ind til Svendborg med/efter varer som skal til/har været til bearbejdning. Det kan også være at køre emballage, såsom paller, rammer og bobleplast rundt til vores afdelinger, eller at køre de færdigproducerede bremser ned til vores lager.

Jeg møder glad på arbejde og tænker ”Yes, endnu en dag”, når jeg står ud af sengen. Vi får friske boller hver fredag, og man har en masse kontakt med mennesker, kollegaer selvfølgelig, men også f.eks. transportører. Mit job er det fedeste i verden, fordi man får styrketrænet og gået en masse hver dag, så det slipper man for at spilde sin fritid med”.

Læs mere om Jennifers hverdag som lageroperatør

Læs mere om hvordan man bliver lageroperatør.