Nicolai Klausen, 21 år

Lager- og terminaldisponent

Virksomhed: Dilling
Skole: Uddannelsescenter Holstebro

Som 21-årige startede Nicolai på disponentuddannelsen direkte efter at have færdiggjort lager- og logistikoperatøruddannelsen: ”det var et naturligt valg for mig”

Nicolai er en af de få unge, der starter på disponentuddannelsen direkte efter at havde fået svendebrev. Derfor kan han, i en alder af blot 21 år, snart kalde sig disponent inden for lager og terminal.

Nicolai er super glad for det valg, han har taget. Ifølge Nicolai selv har disponenten givet ham rigtig meget. Han fortæller:

”Jeg var den yngste i klassen, og de fleste af mine medstuderende var i 40’erne og 50’erne. Det var helt perfekt, fordi de havde meget mere livserfaring end mig, og jeg lærte en hel del af dem. Det betød også, at vi supplerede hinanden godt, for jeg var jo lige blevet færdig med grunduddannelsen og var mere opdateret den vej. Vi havde meget forskellige baggrunde. Det var en god kombination”

Nicolai havde ikke gjort sig de store overvejelser, om han skulle tage disponenten, inden han startede. For ham var det et naturligt valg, da arbejdsopgaverne passer til hans kompetencer og ønsker for fremtiden.

”Jeg synes, det er spændende at møde og tale med nye mennesker hver dag, og derfor er disponenttrinet helt perfekt for mig, da man til dagligt er i kontakt med rigtig mange forskellige personer. Herudover så synes jeg, at optimering af processer og arbejdsgange er spændende. Jeg har altid været selvstændig anlagt, så det var nok ikke overraskende, at jeg tog uddannelsen. Jeg var også glad for min uddannelse som lager- og logistikoperatør, og der er stadig meget viden fra den uddannelse, og det arbejde jeg lavede tidligere, jeg skal bruge i mine nuværende opgaver. Man kan sige, at jeg nu har det bedste fra begge verdener. Det er kanon fedt”

Det er tydeligt, at Nicolai er glad for at være startet på disponentuddannelsen., og til spørgsmålet, om han vil anbefale andre at tage uddannelsen, svarer han:

”Helt bestemt. Man kan bruge uddannelsen til ekstremt mange ting. Der er logistik i alting. Der er så meget viden og mange gode ting at hente i uddannelsen, som man kan bruge på arbejdet og i sin dagligdag”

Kunne du tænke dig at tage en disponentuddannelse? Læs mere om disponentuddannelsen her!