Som 21-årig startede Nicolai på disponentuddannelsen direkte efter at have færdiggjort lager- og logistikoperatøruddannelsen. Nicolai er en god inspirationskilde for andre unge, som ønsker at videreuddanne sig.

For at sætte større fokus på transportuddannelserne og de mange gode fremtidsmuligheder, som en erhvervsuddannelse kan føre med sig, er TUR gået i gang med at indsamle historier hos virksomheder og elever, som oplever stor succes med disponentuddannelsen.

De gode historier vil løbende blive lagt på transportuddannelser.dk, hvor også TURs nye materiale om disponentuddannelsen kan hentes.

Nicolai er en god inspirationskilde

Netop nu kan du allerede læse om Nicolai på 21 år, som er en af de få unge, der starter på disponentuddannelsen direkte efter at have fået svendebrev. Et valg som Nicolai er både glad for og stolt af.

Han er derfor en inspirationskilde for andre unge, der ønsker at videreuddanne sig, eller som tøver med at starte på en erhvervsuddannelse, fordi de går med lederdrømme og/eller ønsker at have opgaver på et kontor.

For Nicolai var disponenten et naturligt valg. Han var slet ikke i tvivl om, at han skulle tage vejen direkte. Han har nemlig altid være selvstændig anlagt og synes, det er spændende at arbejde med arbejdsprocesser og arbejdsgange. Han fortæller selv:

”Jeg synes, det er spændende at møde og tale med nye mennesker hver dag, og derfor er disponenttrinet helt perfekt for mig, da man til dagligt er i kontakt med rigtig mange forskellige personer. Herudover så synes jeg, at optimering af processer og arbejdsgange er spændende. Jeg var også glad for min uddannelse som lager- og logistikoperatør, og der er stadig meget viden fra den uddannelse, og det arbejde jeg lavede tidligere, jeg skal bruge i mine nuværende opgaver. Man kan sige, at jeg nu har det bedste fra begge verdener. Det er kanonfedt” – Nicolai Klausen, 21 år, Dilling og Uddannelsescenter Holstebro

Læs hele interviewet med Nicolai

Hent ny brochure om disponentuddannelsen