UCH Uddannelsescenter Holstebro

Velkommen til UCH, som er en stor skole, der ligger spredt på flere adresser i Holstebro. Afdelingen Transport & Logistik ligger i byens nordvestlige del på Bastrupgårdvej. Her er der aktiviteter for både AMU-kursister og erhvervsskoleelever (EUD). Her kan man uddanne sig til mekaniker, chauffør, lageroperatør mv. – eller man kan tage AMU-kurser inden for truck, kran, kørekort, EU-kvalifikationsbevis samt diverse lagerkurser.

Grundforløbsuddannelser

  • Lager- og terminaluddannelsen
  • Vejgodstransportuddannelsen
  • Personvognmekaniker

Transportuddannelser (specialer)

Holdstart

På afdelingen Transport & Logistik udbyder vi en fagretning af 20 ugers varighed på grundforløb 1 (GF1), som peger mod områderne auto, smede, chauffør og lager. GF1 udbydes én gang om året med opstart i august.
Grundforløb 2 (GF2) har ligeledes en varighed på 20 uger og udbydes i tre retninger, auto, chauffør og lager, og holdene består af elever, som kommer fra GF1. Der kan også komme unge elever, der står med en uddannelsesaftale i hånden, samt voksne elever (VEU), som skal opnå grundlæggende kompetencer. GF2 udbydes 2 gange om året med opstart i januar og august.

Derfor skal du vælge UCH

På afdelingen Transport & Logistik lægger vi vægt på læringsmiljøet og den gode relation mellem lærer og elev. I praksis betyder det, at læreren står i så tæt en dialog med den enkelte elev, at han/hun mærker lærerens interesse, og føler sig set, hørt og anerkendt. Det er i den gode relation, at eleven får en løbende tilbagemelding på sine præstationer og opgaver i forhold til målene.
Den gode relation kan også ses ved, at lærer og elev ofte tager sig tid til at snakke sammen i pauserne.
Vi er stolte over at kunne opretholde en tæt relation til eleverne, og fællesskabet stopper ikke, når eleven står med svendebrevet i hånden – vi oplever ofte, at de senere kommer tilbage.

En typisk skoledag

På afdelingen Transport & Logistik tager vi udgangspunkt i, at læringen bedst sker ud fra en praksisnær tilgang. En undervisningsdag kan fx være:

Eksempel 1 – en dag på skolen.
1. lektion kl. 08:00 – 08:45:
Her styrkes elevens sociale kompetencer samtidig med, at elevens sprog trænes, og der opnås ligeledes et kulturelt og samfundsmæssigt indblik.

2. – 7. lektion kl. 08:50 – 14:35:
Resten af dagen vil typisk bestå af en teoretisk del, som optakt til nogle praktiske øvelser, som foregår i workshops af en varighed på ca. 20 minutter af gangen. Der vil være øvelser med lastbiler, lager, kran, gaffeltruck, stablere og andre maskiner og værktøjer. Opgaveløsningen skal så vidt muligt foregå i lastbilen, på gaffeltrucken, på lageret eller ved kranen.

Eksempel 2 – En tur i lastbilen.
Godt halvvejs inde i grundforløbet planlægger den enkelte elev en ”virkelighedsnær” arbejdsdag på jobbet. Planlægningen skal indeholde elementer fra chaufførens hverdag samt en kørselsrute de skal ud på. Turen skal køres i en 18 ton lastvogn med plads til 3 elever + chauffør (faglærer). Faglæreren har mange års erfaring med lastvognskørsel, og det er chaufførens erfaring og viden der bliver italesat under hele turen. Lastvognen skal pakkes med gods, som eleverne selv pakker, gør klar til forsendelse, læsser og surrer.
Modtageren af godset er en anden erhvervsskole, hvor varen skal leveres på korrekt vis. På skolen står returgods, som venter på at blive ekspederet. De elever der ikke er med på turen, modtager undervisning på hjemskolen. Her underviser en faglærer i fællesstof. Køreturen skal gennemføres af både lager- og chaufførelever. Snakken i lastvognen tilpasses eleven, som enten kan være i uddannelse som chauffør eller lageroperatør.

Det sociale miljø

På afdelingen Transport & Logistik har vi et ungdomsmiljø, hvor der samtidig er mulighed for at trække på erfaring fra lærerne og de voksne elever. I og med at der foregår en del praktiske øvelser i grupper, opstår der et venskab og sammenhold, som vi kan mærke at eleverne værdsætter. Eleverne lærer at begå sig socialt og det indebærer at skulle bidrage til fællesskabet og forstå dets regler. Ledelse og faglærere planlægger et trygt undervisningsmiljø der skal give næring til at eleven vokser og samtidig føler sig hjemme.

Hensyn og hjælp til ordblinde elever med særlige udfordringer

UCH hjælper både unge og voksne med særlige behov. Vi kører en læse- stavetest for alle elever og kursister, og den kan danne baggrund for en ansøgning om at få en IT-rygsæk. IT-rygsækken indeholder en computer med hjælpeprogrammer, der kan gøre undervisningen lettere for elever med læse- og stavevanskeligheder.
En anden støttemulighed kan findes gennem afdelingens studievejleder, som sammen med faglærerne kan søge støttetimer til elever med særlige behov. Støttetimerne kan f.eks. anvendes til at tydeliggøre strukturen i undervisningsforløbet eller til oplæsning og forklaring af opgaverne mv.

Hjælp og støtte

Afdelingen Transport & Logistik har en studievejleder og uddannelseskonsulent inden for chauffør- og lagerområdet. Her kan eleven eller kursisten søge hjælp og rådgivning hos:

  • Studievejleder: Ole Laursen og Elisa Dohn
  • Uddannelseskonsulent: Erling Helsinghof og Hanne Jepsen.

UCH Uddannelsescenter Holstebro
Døesvej 70-76
7500 Holstebro
Tlf.: 99 122 574

Besøg hjemmesiden

En transportuddannelse kræver, at du kan bestå en lang række certifikater og kørekort. Men rigtig mange af de unge, der har valgt en transportuddannelse, kan have lidt svært ved det boglige – og mange er ordblinde eller har læse- og skrivevanskeligheder. Læs mere
Her kan du finde svar på en lang række ofte stillede spørgsmål. F.eks. hvor lang er uddannelsen, og om man har mulighed for at tage kørekort under uddannelsen? Læs mere