Louise, 35 år
Uddannelse: Lager- og Logistikoperatør
Virksomhed: Johnson Controls
Skole: Aarhus TECH
Min vej til en transportuddannelse:
Den her uddannelse er en 10 år gammel ide som nu bliver en realitet. Jeg har været mange år på arbejdsmarkedet, jeg har prøvet og gennemført en håndfuld uddannelser, som har bekræftet mig i, at jeg stortrives i en branche der er 50/50 praktisk og administrativt arbejde, hvor jeg både bevæger mig en del, og hvor jeg kan være en administrativ blæksprutte.
Det fede ved min transportuddannelse:
Der er en vis mængde rutine og genkendelighed, og alligevel er hver dag ikke ens. Jeg kan drage nytte af min ordenssans, klæbehjerne og flair for it-systemer, samtidig med at jeg har en aktiv hverdag der kræver en god fysik. Derudover får jeg lov til at arbejde i en mere behagelig uniform, end jeg har haft på i tidligere jobs.
Mine fremtidsdrømme:
Jeg drømmer om at blive fastansat i en stor virksomhed med mulighed for arbejdsperioder i udlandet. Derudover vil jeg gerne dygtiggøre mig inden for branchen og få blod på tanden til at efteruddanne mig til disponent og evt. få en mere ledende stilling.
Hvad jeg glæder mig mest til som rollemodel:
Jeg glæder mig til at udvide mit netværk, det sociale og for at få muligheden for at komme med til arrangementer som DM i Skills og messer, som jeg ikke før har været med til. Derover glæder jeg mig til at blive en haj til Instagram, og lave nogle fede opslag, sammen med de andre SoMe-rollemodeller, og nå ud til en masse nye som gamle følgere.
Hvad jeg gerne vil opnå ved at være rollemodel:
Jeg vil gerne udvide mit netværk og min viden om branchen, og de muligheder der er, så jeg kan dele ud af alt det der gør mig stolt over min uddannelse. Jeg vil også gerne hjælpe med at informere unge om hvad min uddannelse går ud på, vejen dertil, og at det er okay først at finde sin vej sent i livet, samt at alles historie er forskellig.